EKSPERIMENTER I PLAST, PINK OG TEGNING

I Galleri Lorentz og Kurtz' lyse lokale fanger pink og røde farver opmærksomheden, de eneste farver i et nærmest klinisk hvidt rum, kun suppleret af en smule gråt og sort. Første indtryk er let, lyst og lækkert, råt og meget selvbevidst. På en disk midt i lokalet er små lærreder stablet op. Det kunne ligne en salgsopstilling i en chic modebutik med den nyeste kollektion af skjorter. Dette kliniske og hyperæstetiserede rum er dog den scene, hvorpå der udspiller sig en helt anden historie: Hen over de små farvede lærreder på disken midt i rummet står små plastiksoldater spredt, der er tanks og kanonstillinger, officerer på hesteryg og sygepassere med sårede på båren. Soldaterne er ikke i de sædvanlige kaki og armygrønne farver, men holdt i de samme toner som resten af rummet; hvid, grå, sort og pink. På væggen hænger flere lærreder i dekorativ ophængning, blandt andet en stor, næsten abstrakt tegning i pink. Neden under står titlen: for(n)ever. For altid, eller aldrig.

Lige fra de tidligste værker har Jannik Broz eksperimenteret med det kunstneriske udtryk og kunstens muligheder. Han arbejder i flere medier som foto, tegning, installationer og performances og ofte er de sat sammen til et hele. Værkerne og deres tilblivelse er en del af en fortløbende proces. Ofte går elementer igen fra værk til værk, eller de kan bliver taget op år senere i bearbejdet form.

I den seneste udstilling FOR(N)EVER indgår et lille billede, et bearbejdet foto af kunstneren selv, taget under en performance tilbage i 1996. Fotoet er på flere måder centralt i Jannik Broz' kunstneriske udviklingsproces. Ligesom i sine tidlige arbejder, hvor han lavede grafik over stillbilleder fra Th. Dreyers "Jeanne d'Arc", er der tale om et bearbejdet billede. Denne gang er det et computermanipuleret foto af kunstneren klæbet op på lærred. Billedet er udført i ti eksemplarer og indgår i serien "Private Pictures". Selve motivet er fra "Akt I. Transmission", en performance, der ligesom selve fotoet trækker mere eller mindre synlige spor gennem flere af de efterfølgende værker.

Akt I + II

"Akt I + II" var en kombineret performance og udstilling på Horsens Kunstmuseum. "Akt I. Transmission" var både fysisk og psykisk krævende for kunstneren. I en uge skulle han leve og arbejde i frivillig isolation på en mark uden for byen og samtidig stille sig offentligt til skue. Selve projektet gik ud på at opføre tre grubeovne til smeltning af svinefedt. Leret til klining af ovnene blev æltet med fødderne, der skulle graves dybe huller i jorden og ovnene bygges op, inden et kæmpemæssigt bål kunne tændes og de mange kilo svinefedt smeltes, der senere skulle bruges til skulpturelle eksperimenter. Alt blev videofilmet fra kunstnerens "synsvinkel" fra et kamera på monteret på hans hoved og transmitteret til tv-skærme, synlige fra kunstmuseets vinduesfacade. Her fra kunne beskueren følge med på sikker, civiliseret afstand af begivenhederne.

Opfølgningen på "Akt I. Transmission" fulgte nogle måneder senere med udstillingen "Akt II. Index". Til denne del indrettede Jannik Broz et udstillingslokale på kunstmuseet med en række forskellige materialer og genstande, alt sammen med en karakter af noget, der var til overs eller på vej til at blive forarbejdet til noget andet, som på et lager eller værksted. Rundt på gulvet stod store trækasser med svinefedtet fra "Akt I". Noget af det var desuden brugt til i bogstaveligste forstand at sylte de mange timers videooptagelser i. Blikdåserne med de "konserverede" filmruller i stod linet op langs udstillingsrummets vægge. Det computermanipulerede foto af kunstneren, der indgår i "FOR(N)EVER", og i øvrigt det eneste optaget i 2. person, samt nogle filmstills er de eneste overlevende vidnesbyrd om "Akt I. Transmission"

Ud af fedt

Et par år tidligere udførte Jannik Broz en anden markant happening. Til udstillingen "Celler" i 1992, afholdt i Horsens' gamle arrest, lod han sig videofilme, mens han langsomt brød ud af en puppe af svinefedt. Han befandt sig i en celle og publikum i en anden, hvorfra de kunne overvære begivenheden live via videoskærme. Som i "Akt I. Transmission" problematiserer værket blandt andet det at være vidne uden dog reelt at være til stede, og uden risiko for at skulle tage stilling eller involvere sig. Videoskærmen er på samme tid et filter, der skaber afstand og en generator for beskuerens rolle som passiv tilskuer, som voyeur. For Jannik Broz er disse performances grænseoverskridende. Det, at være pakket ind i svinefedt til udstillingen "Celler", beskriver han som "den mest vilde og intense oplevelse jeg nogen sinde har udsat min krop for, som om den måske igen huskede/genoplevede fosterstadiet". At han bliver ved med at gribe tilbage og bruge elementer fra disse performances, selv flere år efter, vidner om det nødvendige i den personlige kropslige erfaring som en del af udgangspunktet for at skabe sin kunst.

Serien om Finlandskrigen

I 1999-2000 modtog Jannik Broz Statens Kunstfonds to-årige igangsætningsstipendium, en periode, der førte til et nyt udtryk bygget op omkring temaet fra Finlandskrigen. Med inspiration fra billederne i en ældre historiebog udførte Jannik Broz en serie tegninger, der både kan være udført med blyant på papir, eller hvor formatet blev større, med akrylfarve og pensel. Motiverne er direkte afledte af fotografierne i bogen, men man skal se godt efter for at identificere dem. De fleste genkendelige elementer er udraderede, der er kun en overordnet struktur tilbage, et ekstrakt af linjer og former, der får tegningerne til at balancere på grænsen til abstraktion. Men nedenunder træder spor af krigslandskabet og krigsinventaret frem: fragmenter af sønderskudte træstammer, skyttegravenes ar hen over landskabet, kanonmundingen, en motorcykel eller konturerne af en afmagret hest. På nogle af tegningerne går Jannik Broz videre i sine undersøgelser; gardiner af grønne prikker breder sig hen over billedfladen _ som en eksplosion af farve i det sort-hvide univers. Effekten udebliver ikke, farven er virkningsfuld og prikkerne lægger et dekorativt filter over krigslandskabet.

FOR(N)EVER

Da Jannik Broz i 2003 deltager på Grafisk Skole 25, en jubilæumsudstilling i Århus Kunstbygning, dukker endnu et nyt element op i hans værker: Små plastiksoldater, der indtager udstillingsvæge og lærreder. Det er første gang, han bruger sine tegninger i en mere installationspræget sammenhæng. Ophængningen præmieredes desuden af Århus Kommune for sin originalitet.

Senest i 2005 har Jannik Broz arbejdet videre med teamet fra Finlandskrigen og de små plastiksoldater i en udstilling til galleriet Lorentz og Kurtz, kunstnerens eget lejlighedsvise galleri. Som på et andet drengeværelse bliver soldaterne sat op i formationer, arrangeret i små scenarier og opstillinger. Men dette er langt fra leg. En reel krig danner udgangspunkt for installationen _ et tema, der er fremmed for de fleste i dag, men alligevel genkendelig. Det er ikke nødvendigvis soldater i historisk korrekte uniformer. Hvad der er vigtigt for Jannik Broz, er hvad han kalder figurernes piktogram egenskaber. Uden selv at have nogen direkte reference genkender vi skikkelserne. Om ikke andet så fra film- og underholdningsindustrien.

Jannik Broz er optaget af krigen som en menneskelig konstruktion, der både blotlægger en fundamental menneskelig grimhed, og som indeholder noget smukt. Som i drenges legen krig, og det banale i at opdele verden i sort og hvidt, i helte og skurke. De naturtro plastiksoldater i ministørrelse repræsenterer på trods af deres naturalisme samtidig en kitschet og uskyldig bolscheverden, der er med til at camouflere den bagvedliggende krigs realiteter. I de seneste værker er dette krigs- og drengeunivers desuden blevet invaderet af en decideret tøset, pink farve midt i den klassiske sort-hvide grafikæstetik.

Jannik Broz' har i løbet af 10 år bevæget sig fra rå, værkstedsagtige ophobninger og grænseafsøgende performances til hyperæsteticerede installationer. Værkernes udtryk er umiddelbart blevet mere glatte i tråd med samtidens øgede fokus på selviscenesættelse og slikket design fetichisme. Men de følger ikke blot nutidens lyst til uforpligtende popkultur og selvoptagethed. Fulde af sprækker og dobbelttydighed rummer de en hukommelse om en anden, lige så reel verden. I en tid, hvor mange dyrker ekstremsport for at mærke livets skrøbelighed, er det for kunstneren hans performances, der sætter ham på fysiske og psykiske prøvelser. Det manipulerede foto fra "Akt I" er et vidnesbyrd om disse prøvelser, hans personlige "krig", en erindring, der skal fastholdes.

Noget tyder på, at Jannik Broz igen er ved at barsle med en række nye eksperimenter. Det forlyder, at en legemsstor hest står opstaldet, klar til at blive klonet og trukket rundt i byen. Måske det bliver et helt regiment af lyserøde plastikheste.

Af mag.art. Christina Rauh Oxbøll, oktober 2006